fredag den 19. februar 2010

En nervøs stemning

De første 14 dage af Paradise Bogtel (season 1) har været helt utrolige. Alle vores forventninger er blevet indfriet og mere til. Hold da op, hvor har det været spændende!!

Men men men..... - der er nu kun 3 dage til den f'ørste udstemning på bogtellet, og nerverne sidder for øjeblikket uden på bøgernes indbinding. Nok mest hos "Sex and the City" som ligger til at blive den første bog, som må forlade bogtellet for at komme tilbage til folkebiblioteket.

Vi må også bare være hårde og konstatere, at bogen aldrig helt har fundet fodfæste i bogparadiset. Det er lige som om, at dens storby-attitude ikke har vundet gehør blandt de øvrige bøger. Og på trods af alle dens anstrengelser for at blive en del af gruppen (havde jo en lille fuldemandsflirt med "Kvinder" en sen aften), så har det været en hård tid.

Den anden dag, var der flere som hørte den sige sætningen: "At that time I realised that......" hvorefter den mumlede noget om at den ville tilbage til "The big appple" - eller så var den en anden "big", - et eller andet.

Afstemningen lukker om 3 dage i skrivende stund, og meget kan selvfølgelig nå at ændre sig. Men pilen peger lige nu på "Sex and the city".

I den kommende uge bliver der stille her på bloggen, da bogtel-direktøren holder ferie. Stærkt inspireret af det britiske program "Boys and girls alone", lader vi derfor bøgerne være alene hjemme, og ser hvordan det udvikler sig.

Hvad med dig? lader du dine bøger være alene hjemme, eller tager du dem med på ferie?

Men bare rolig i uge 9 vender vi stærkt tilbage med en ny bog på bogtellet og masser af nyt reality bogblog. Hvem den nye bog bliver, venter vi med at afsløre.

Imens kan de hardcore reality bogfans følge med i den engelske Bookbrother

tirsdag den 16. februar 2010

I mandens indre

Hvad rører sig i hovedet på en helt almindelig han?

Et spørgsmål som mange kvinder sikkert har stillet sig med passende eller upassende mellemrum.

Noget af svaret (eller måske det hele!) får man i bogen "En helt almindelig han" af Chat Kultgen. I hvert fald er hovedpersonens tankevirksomhed kun koncentreret omkring to ting: sex og mere sex. Det er sjovt, grænseoverskridende og øretæveindbydende. Nogle vil kyle bogen fra sig, og syntes den er langt under bæltestedet (det er den også!) andre vil nikke genkendende og more sig. Og selv om den kan dele sine læsere i had, afsky og beundring, så er det i hvert fald ikke en bog man glemmer lige med det samme.

I den første uge "En helt almindelig han" har befundet sig på bogtellet, har vi båndet nogle optagelser som ikke tidligere har været offentliggjort. De er selvfølgelig trukket ud af en størrer sammenhæng, alligevel mener vi det er vigtigt at bringe dem for at skabe en størrer forståelse af bogens personlighed.

Så værsogod mine damer og herrer, - "En helt almindelig han" uden filter:

Hold kæft mand, jeg gad sgu godt være sammen med "Nynne". Den er fandme lækker.

Hold kæft mand, jeg gad sgu ikke være sammen med "Luft under vingerne". Den er fandme ulækker.

Hold kæft mand, jeg har bare så meget lyst – hele tiden har jeg lyst – jeg klarer det snart ikke mere.

"Fedt" ser jeg op til. De andre hanbøger har jeg lyst at dræbe!

Skal vi gå i seng sammen – av, av!

REKLAME: Mere i samme genre

mandag den 15. februar 2010

Hvis er størst....

Hos pressen som følger livet på bogtellet nøje, har der på det seneste kørt en historie, om hvilken bog som har det største oplagstal.

Måske en lidt primitiv måde, at anskue en bogs kvaliteter på, men ikke desto mindre er det det som ofte sker i en realitykonkurrence. Man ønsker nogle få genkendelige parametre som man kan forholde sig til.
Det råder vi bod igen i dag, hvor vi ser nærmere på en af deltagerne.

Denne gang er det Nynnes dagbog som står for skud. Og hvilken bog er her ikke tale om. Det danske svar på Bridget Jones dagbog. Hvoedpersonen er Nynne som ikke kan finde ud af sit liv, og gerne vil finde den eneste ene.
Eksistentielle problemstillinger som enhver kvinde i sin bedste alder kan nikke genkendende til. Det er både sjovt og tankevækkende når Nynne i dagbogsform beskriver sit til tider kaotiske liv. Dog er det nok mest sjovt for de kvindelige læsere, men herrerne vil få bekræftet deres værste fordomme om det kvindelige køn!

Nynne nyder opholdet på Paradise Bogtel. Hun har dog været lidt afventende i forhold til de andre bøger den første uge. Men vi vurder at det er at betragte som stilhed før stormen. For der er ingen tvivl om, at "Nynne" gerne vil finde den eneste ene.

REKLAME: Vil du læse andre Chick lit bøger, så tjeck Litteratursidens liste.

En ny uge truer....

Knapt havde hanen galet før de første bøger på Paradise Bogtel var ude af fjererne og i gang med en nu uge på det litterære bogtel (season 1).

Der er nu kun en uge til den første bog forlader bogtellet, og en ny bog er måske klar til at booke et værelse. Så husk at stem på den bog du gerne vil have stemt ud!

Men som lovet i sidste uge, er det nu tid til at kigge lidt nærmere på nogle af bøgerne herinde. At dykke ned under overfladen for at se, hvad de egentlig indeholder. Og lad os starte med "Retrograd".

Bogen er en debutbog skrevet af Torben Munksgård i 1997. I bogen følger vi hovedpersonen Henrik, der er træt af at blive ældre. Så da han fylder 50 år, beslutter han sig for ikke at ældes mere. Han tager sit liv op til revision og begynder at gøre alle de ting han gjorde da han var yngre. Var det f.eks. noget med en pizza og noget øl til aftensmaden? Hvad med konen er hun som hun skal være? og hvad med arbejdet, gider han det mere - ja, hvad gider han i det hele taget, nu når der er så meget han ikke gider.

Indtil nu har "Retrograd" gjort det godt på bogtellet. Der er ingen (ud over "Sex and the City") som har påtalt dens alder, og i det hele taget er den faldet godt ind i dagligdagen sammen med de andre bøger. Selvfølgelig vil den gerne score en anden på i forløbet. Men det skal nok komme.....ganske som det lykkedes bogens hovedperson at score en gymnasiepige på trods af hans fremskredne alder.

REKLAME: Se hvad læserne på Litteratursiden syntes om "Retrograd", da den var til debat der.

fredag den 12. februar 2010

Under overfladen

Som den opmærksomme læser af bloggen har bemærket, så foregår der mange ting på bogtellet, som vi ikke altid når at få grundig nok beskrevet. Ikke fordi det er ikke vigtigt for forståelsen af vores eventyr ind i bøgernes verden, men mere på grund af den begrænsede plads vi har til at dokumentere og beskrive.
F.eks. fremgik det ikke af sidste reportage, at "Kvinder" har lidt af et gevaldigt maveonde de senere dage. Ikke direkte dilerium men mere en ondartet virus som betyder, at bogen meget af tiden må opholde sig i nærheden af et toilet for at have nogenlunde kontrol over dens konsekvenser.
Vi skal også huske at nævne "Skydukker uden faldskærm" flere gange har optrådt uden indbinding i området omkring poolen. Forøvrigt til stor glæde for de mandlige bøger på bogtellet. En rigtig paradise-bog-babe er hun - YES!!

Men lad os efter disse indledende beskrivelser vende os mod overskriften på dette indlæg "Under overfladen". For hvad gemmer der sig under den blankpolerede forside på de deltagende bøger. Ofte hører man jo den der med, at deltagere i realityshows er dumme og tomhjernede. Men intet kan være mere forkert! - de er alle blevet castet og udvalgt blandt mange, således at beskueren til begivenhederne kan være sikker på, at det er toppen af poppen som er med som deltagere.

Selvfølgelig er der et berettiget ønske om at lære bøgerne nærmere at kende. Et ønske vi forsøger at efterkomme i næste uge med en mere detaljeret analyse af de deltagende bøgers motiver og handlemåder.

Og så nærmer den første udstemning sig også snart på bogtellet. Så med andre ord spidser tingene til i den kommende tid på Paradise Bogtel.

REKLAME: Brug dit lokale bibliotek. Det har nemlig ofte åbent i weekenden. Og hvad er bedre end en god bog, når Paradise Bogtel står lidt på stand by indtil mandag.

torsdag den 11. februar 2010

Russisk roulette

Efter vi forlod hotellet i går aftes, skete der ting og sager. Det kom simpelthen til en konfrontation mellem "Luft under vingerne" og "Sex and the City", hvor det kuminerede med at "Luft under vingerne" blev beskyldt for at klæde sig ud som en russisk roulette, - hvad der så end lige menes med det!

Problemet er at hvis "Luft under vingerne" indgår en alliance med "Kvinder" så er der ballade med "Sex and the city", som har en alliance med "Fedt", hvor de har lovet hinanden alt muligt. "Skydukker uden faldskærm" står på sidelinjen og er også klar til ting og sager. Ud over det har "Retrograd" og "En helt almindelig han" drukket øl sammen og snakket fortroligt med hinanden om nogle af kvinderne på bogtellet. De kunne nemlig begge godt tænke sig at blive en del af en dobbeltudgave på et tidspunkt.

Er I forvirret så følg med i næste afsnit af Paradise Bogtel.

Imens kan I kigge nærmere på den glimrende biblioteksside Netlydbog.dk, hvor man gratis kan downloade lydbøger.

onsdag den 10. februar 2010

Det startede med....

Det startede med at alle skulle finde en anden bog at sove sammen med. Og hvis de ikke gjorde det, så var det bare synd, for så kunne de ikke længere bo på hotellet. "Skydukker uden faldskærm" blev valgt af "Fedt". Men den ville hellere have været sammen med "Retrograd". Så var der krise, og det blev ikke bedre af at "Kvinder" også gerne ville sove sammen med en, - bare en eller anden.

"Sex and the city" havde slet ikke lyst til at sove sammen med nogen før den havde snakket med veninderne. Og det kunne den jo ikke, da den er med i en realitykonkurrence (season 1). Derfor blev den nødt til at sove sammen med "En helt almindelig han". Det syntes "En helt almindelig han var fint". Men så var der en konflikt med "Retrograd" som også ville have en ung bog man kunne hygge sig med i sengen. Derfor blev der igen noget skænderi, og der blev råbt højt mens de alle sammen drak noget stærk sprut oppe i baren.

Sætningen "Du er eddermandme en klam bog" blev på et tidspunkt sagt meget højt af en anden bog. Det gav selvfølgelig en mega super dårlig stemning, så nu skulle der snakkes ud.....

Men mere om det i morgen!! - hvor spændingen stiger:-)

Reklame: Vil du læse om mennesker i den virkelige verden med virkelige problemer så bliv inspireret på Litteratursiden.

mandag den 8. februar 2010

Det blev en våd aften...

Mange havde forudset det - mange havde frygtet det og flere havde forventet det. Men det er alligevel et chok når det så sker.

Bogtellet for fuld udblæsning allerede den første dag og aften. Det vidste sig nemlig hurtigt, at "Kvinder" ikke havde sovet morgenen væk, men derimod drukket tæt og uhæmmet. Straks da den vidste sig op af formiddagen begyndte den at lægge an på "spacemermaid". Lagde tilsyneladende ikke mærke til de ret tydlige afvisninger som den blev udsat for.
"En helt almindelig han" sad det meste af dagen lidt for sig selv sammen med "Fedt". Men mon ikke de tænker deres. I hvert fald var deres blikke vedholdende og stirrende, specielt når "Sex and the city" var i nærheden.

Som hoteldirektør fornemmer man tydligt de indestængte følelser som lurer under overfalden i bogparadiset. Et paradis som kan vise sig at indeholde mere end en slange. Så kære læser, tro ikke på alt, hvad de deltagende bøger giver udtryk for. Visse udtalelser kan allerede nu udlægges som taktik i forhold til de øvrige bøger. Begrebet "En spiller" er jo velkendt inden for realityverdenen.

Dagens reklame: download gode lydbøger på netlydbog.dk

søndag den 7. februar 2010

Godmorgen...

GODMORGEN - Så står vi op, - så starter vi. Det er i dag, at Paradise Bogtel åbner sine døre for alle bogelskere som kan li' at følge et godt gammeldags realityshow med 8 smukke bøger.

I skrivende stund sover "Kvinder" endnu. De andre bøger har været morgenfriske, - ja faktisk var "Luft under vingerne" den første ude af fjererne. Den gik hurtigt i gang med noget yoga.
"Retrograd" og "En helt almindelig han" startede dagen med en morgenbajer. Aner man allerede en alliance der?
"Spacemermaid", "Nynne" og "Sex and the city" har vi ikke set endnu. De er endnu på badeværelset og ved at gøre sig klar med en god forside og bagside.
"Fedt" er gået på fotosafari, men regner med at spise sammen med de andre til morgenmaden.

Umiddelbart er gruppen dejlig forskellig, og vi regner med megen dramatik i den kommende tid. Men selvfølgelig også masser af god tid ved poolen - og måske noget roman rooomance....

Så hæng endelig på - også i morgen - og efter reklameindslaget for bibliotek.dk, hvor du kan bestille alle de dejlige dramatiske bøger du gerne vil læse.

tirsdag den 2. februar 2010

En kort status

En ventetid kan være lang......Vi kender det alle i perioden op til juleøllen bliver frigivet, og nu har vi også følelsen før Paradise Bogtel åbner.

Men den korte status er, at alle bøger er klar og mere til! Der har selvfølgelig allerede nu været lidt knas på forhånd med flere af bøgerne i forbindelse med underskrivelse af kontrakterne. Men alt er nu på plads, og alle ser frem til at lysene i Bogtellets store lobby bliver tændt og de første drinks bliver skænket i baren.

Desværre sker det først på mandag, - så 5 dage må vi i skrivende stund bare vente:-(